De provisoriske finanslove og det politiske system

Rigsdagens partier havde i løbet af 1870’erne diskuteret det danske forsvar, men der herskede stor uenighed blandt partierne, og i Venstre var der også intern splittelse om spørgsmålet. Højre ønskede et stærkt forsvar med vægt på en landbefæstning og en stærk landhær, mens Venstres medlemmer overvejende var imod en øgning af de militære udgifter. Nogle venstrefolk var dog indstillede på et stærkt forsvar, men ønskede det udbygget mod søsiden.

Parlamentarisme var på dette tidspunkt ikke en del af det politiske system, og selvom demokratiet var indført med Grundloven i 1849, fungerede det politiske system og valgretten meget forskelligt fra det, der tog form efter systemskiftet i 1901.

Rigsdagen og regeringsmagten
Partiet Højre sad på regeringsmagten, selvom partiet egentlig kun repræsenterede en lille del af befolkningens interesser, hvilket bundet i loven om, hvem der havde valgret og valgbarhed til pladserne i Rigsdagen.

De to kamre i Rigsdagen, Folketinget og Landstinget, var henholdsvis domineret af Venstre og Højre i slutningen af 1800-tallet. Forskellen i partiernes repræsentation, fandtes i kriterierne for hvem der kunne stemme og hvem der kunne vælges. Der var nemlig forskellige regler for de to ting.

Den del af befolkningen, der havde valgret til både Folketinget og Landstinget var mænd over 30 år, med rådighed over egen ejendom og fast bopæl i mindst et år i den valgkreds han skulle stemme. Dette var typisk gifte mænd, altså husbonden. Mænd, der ikke opfyldte disse krav kunne ikke stemme, hvilket især gjaldt tyende og økonomisk dårligt stillede personer. Til Landstinget skulle de samme vælger som til Folketinget stemme, men de skulle vælge valgmænd, der derefter valgte de politikere, der skulle sidde i Landstinget. Kravene til dem, der stillede op til Landstinget var højere end til Folketinget. Bl.a. skulle den mand, som stillede op være over 40 år, mod 25 år til Folketinget, og desuden have en vis indkomst eller betale et vist beløb i skat. Det bevirkede, at Landstinget i høj grad var samfundselitens ting, dvs. at Højre var stærkt repræsenteret.

Kvinder havde uanset stilling, alder og indkomst, hverken valgret eller valgbarhed. En stor del af den danske befolkning var pga. valgloven derfor afskåret fra at deltage i demokratiet, så de partier eller politiske sammenslutninger, de ville have stemt på, var derfor ikke repræsenteret proportionelt i Rigsdagen. Derimod havde Højres tilhængere i langt højere grad valgret og kunne derfor i stort omfang få valgt deres repræsentanter ind.

Forsvaret og de provisoriske finanslove
En af Højres vigtigste sager var forsvaret, og partiet var i debatten om forsvaret af Danmark, som rasede i 1880’erne, en ivrig fortaler for et stærkt militært forsvar. Bevillingerne til forsvaret skulle vedtages ved finanslovsforhandlingerne, men inden en finanslov var gyldig skulle den først godkendes i Folketinget og derefter Landstinget. Da mange af medlemmerne i Folketinget var venstrefolk, som var mod befæstningsbyggeriet, kunne Højre-regeringen ikke få gennemført bevillingerne til befæstningen, da der ikke var flertal i Folketinget.

Da de politiske uenigheder stod i vejen for en løsning, valgte konseilspræsident Estrup efter pres fra sit parti, at vedtage en såkaldt provisorisk finanslov i 1885. Dvs. at han uden om resten af Rigsdagen vedtog en foreløbig finanslov, hvor bl.a. byggeriet af Københavns Befæstning blev tilgodeset, sådan at befæstningen, trods stor modstand i Folketinget, kunne bygges. Estrup var ikke personligt den største tilhænger af fæstningsbyggeriet, men fulgte den linje som størstedelen af partiet ønskede i forsvarssagen.

De foreløbige finanslove blev vedtaget med udgangspunkt i den paragraf i Grundloven, der gjorde det muligt for en regering, i særlige tilfælde på egen hånd, at vedtage en finanslov. Det var tidligere brugt enkelte gange, hvor en regering var opløst og det ikke var praktisk muligt at samle hele Rigsdagen om finanslovsvedtagelsen, og desuden for finansloven for 1877-78. Disse finanslove havde dog ikke været så omfattende som de provisoriske finanslove højreregeringen vedtog mellem 1885 og 1894. Benyttelsen af paragraffen i dette tilfælde byggede dog på et tvivlsomt grundlag, da Estrup gjorde brug af de provisoriske finanslove til at gennemtrumfe sit partiets politiske ønsker, hvilket ikke var meningen med paragraffen, der mest af alt skulle sikre, at landets økonomiske grundlag var på plads.

Årsagen til det drastiske skridt, at sætte sig ud over flertallet i Rigsdagen var, at Højre var stærkt bekymret for landets sikkerhed. Landets fremtid var i partiets øjne på spil, og i den situation var det nødvendigt at sætte sig ud over almindelig praksis, også selvom det var på et tvivlsomt lovmæssigt grundlag.

For eller imod
Kendetegnet ved de enkelte grupperinger og partiers holdninger til forsvaret var, at de hver især havde en forestilling om, hvordan Danmark skulle overleve som suveræn stat. Modstanden mod det stærke forsvar skal altså ikke forstås som en uvilje mod at sikre Danmark, men derimod var det opfattelsen, at Danmark var bedst sikret uden det stærke militær. Selvom der var forsvarstilhængere udover Højre, var der også blandt dem forskellige opfattelser af, hvad der var det rette forsvar, dette gjorde det ligeledes besværligt for Højre at samle flertal for bevillinger til en befæstning af København.

De moderate grupperinger i Venstre og Højre indledte fra 1890 forhandlinger, hvilket i 1894 endte med et forlig mellem parterne, idet dele af Venstre nu gik med på at støtte byggeriget af en fæstning omkring København. Konseilspræsident Estrup gik herefter af, og herefter ophørte de provisoriske finanslove, da regeringen nu kunne få støtte til sine finanslove fra dele af Venstre. På trods af flertallets modstand lykkedes det altså Højre at få gennemført byggeriet af mange af anlæggene i Københavns Befæstning, ved hjælp af de provisoriske finanslove.

Denne historie er leveret af Michelle Lykke Hjortgaard, Vidensbanken, Statens Forsvarshistoriske Museum.