Cykelordonnansernes opgaver

Cyklen var et anvendeligt redskab for hæren, og gjorde det muligt for en soldat at komme hurtigere frem, end hvis han skulle afsted på gåben. Automobilen var opfundet, men det var en meget stor udgift at anskaffe og benytte sådan en.  Ordonnanserne, der tidligere havde benyttet heste kunne derfor gøre brug af cyklen og ”…de kan saaledes under March sendes i Forvejen for at foranledige, at Beboerne stiller Drikkevand rede, for at vinde Vej (f. Eks. Gennem Byer og Skove eller om Natten) for at udsøge en Hvileplads, eller for at hjælpe de kvartergørende ved Indkvarteringen.”

Der var både fordele og ulemper ved de cyklende ordonnanser i sammenligning med de ridende. Cyklen var bundet til vejnettet og var i højere grad afhængige af vejenes kvalitet, så det kunne forsinke cykelordonnansen at køre vejstrækninger, hvor vejene var ringe i højere grad end det vanskeliggjorde turen for hest og rytter. Til gengæld skulle der ikke tages hensyn til cyklen på samme måde som til hesten. Derfor var reglen, at det først og fremmest var cykelordonnansen, der skulle sendes af sted, og desuden var løsningen af opgave vigtigere end om cyklen tog skade af turen. Det var dog også muligt at kombinere de to typer ordonnanser, sådan at de supplerede hinanden, da ridende ordonnanser f.eks. havde lettere ved at forsvar sig under et angreb fra fjendtligt rytteri.   

Cykelordonnanserne var tilknyttet en bestemt enhed, men kunne i visse tilfælde benyttes af andre. Desuden blev der udsendt ordonnanser fra de forskellige enheder til stabsarbejde.
For at ordonnansen kunne løse sine opgaver bedst muligt, skulle han altid sørge for at holde sig orienteret om det område han sammen med sin afdeling befandt sig i. Både når han kørte, og når han var med på march, skulle han notere sig kendetegn i terrænet, sådan at han havde nogle pejlemærker i landskabet.

Denne historie er leveret af Michelle Lykke Hjortgaard, Vidensbanken, Statens Forsvarshistoriske Museum.